© 2019 by copenhagencaterham.dk Proudly created with Wix.com

  • Facebook App Icon
  • Twitter App Icon
  • Google+ App Icon

Boxercolitis/boxerdiarré

Er den populære betegnelse for tarmsygdommen "histiocytisk ulcerativ colitis" eller "granululomatøs colitis" som den i nyere tid bliver kaldt. Sygdommen er karakteriseret ved hyppige diarreer, som kan antage kronisk præg.

Granulomatøs colitis er en speciel type af "inflammatory bowel disease (IBD)" som fortrinsvis rammer unge boxere under 4 år. IBD er en fællesbetegnelse for en lang række tarmsygdomme med ensartet sygdomsbillede. Navnene histiocytisk ulcerativ colitis og granulomatøs colitis stammer fra de mikroskopiske forandringer som er karakteristiske for denne sygdom og som også bruges til at stille den endelige diagnose. Fremadrettet vil betegnelse GC (granulomatøs colitits) blive anvendt som betegnelse for sygdommen.

Der har i mange år været forsket intensivt i årsagen og ikke mindst behandlingen af GC. Dette skyldes ikke mindst GC´s lighed med flere humane sygdomme såsom Whipple´s disease, Crohn´s disease og senest cronic granulomatous disease. Det at GC kan anvendes som model for forskning i humane sygdomme er med til at give en øget interesse for sygdommen i det hele taget, og i dette tilfælde er denne interesse til gavn for behandlingen af en sygdom, som primært rammer vore kære boxere.

Mange årsager til udvikling af sygdommen har været foreslået og efterprøvet gennem forskning. Dette lige fra infektiøse årsager såsom Chlamydia eller Mycoplama og til immunmedierede veje. Behandlingsstrategien har primært bestået i steroidbehandling i kombination med antibiotika og ændring i kost, dog uden synderlig god effekt og flere hunde måtte desværre aflives på grund af sygdommen.

I 2004 fik forskere til gengæld et gennembrud i forståelse af GC, og dette har haft stor betydning for prognosen af GC idag. Da man fandt ud af, at langtidsbehandling med et bestemt antibiotikum (enrofloxacin) resulterede i bedring gennem længere tid, genoptog man søgningen efter en infektiøs årsag. Denne søgning gav resultater i form af E. coli bakterier som er invasive på slimhinden i tarmen. Dette betyder at denne specielle type E. coli bakterier findes ikke bare i tarmen, men helt inde i tarmens celler, hvor de i den normale tarm ikke har noget at gøre. Ved "almindelig" E. coli diarré findes bakterien i afføringen og påvirker tarmen den vej. E. coli´s indflydelse på udvikling af GC er idag alment anerkendt og denne viden har ændret både den diagnostiske tilgang, behandlingen og heldigvis også prognosen, altså behandlingsudsigterne for GC.

E. coli er dog ikke alene ansvarlig for udvikling af GC, hvilket også ses af sygdommens racespecifikke fremkomst. Da det blandt hunde primært er boxere som rammes af GC mistænkes en autosomal recessiv genetisk defekt på immun systemet som årsag til tarmens modtagelighed for de invasive E. coli bakterier. At den genetiske defekt er autosomal recessiv hentyder til den måde defekten nedarves på, og betyder at en hvalp skal have arvet anlægget til defekten fra begge sine forældre for at denne kommer til udtryk. Hvis hvalpen kun arver defekten fra den ene forælder vil hundens immunforsvar ikke blive påvirket og dens tarm vil således ikke blive invaderet af E. coli og udvikle sygdom. Hvalpen vil til gengæld være bærer af defekten og kan give denne videre til afkom som kan blive syge hvis dens partner også bærer defekten. Med denne form for genetisk nedarvning vil sygdommen som ovenfor skrevet kunne springe flere generationer over før der ses syge hunde. Med den viden vi har idag om GC's biologi, er der gode udsigter til at en genetisk test til screening for denne defekt bliver virkelighed indenfor en overskuelig fremtid. (Vi følger forskningen nøje og skulle en sådan test komme på markedet er det selvfølgelig noget vi som kennel vil reagere på og indtil da er vi som ved mange andre sygdomme afhængig af vores hvalpekøberes tilbagemeldinger.)

Kliniske tegn

GC rammer, som tidligere skrevet, primært unge boxere under 4 år. Sygdommen har ingen præferencer i forhold til køn, og der er rapporteret om tilfælde af sygdom hos hvalpe helt ned til 6 uger gamle. De kliniske tegn er de klassiske for tyktarminfektioner (colitis), hyppig men sparsom mængde af diarré, blod og slimtilblandet afføring og/eller uproduktiv smertefuld afføringstrang. Mængden af blodtilblanding er ofte markant mere end ved andre typer af tyktarmsinfektioner. Syge hunde kan mistrives, tabe sig i vægt, men ofte er de klinisk alment upåvirkede og afebrile.

Diagnose

Når diagnosen skal stilles er det vigtigt at udelukke andre årsager til diarré. Afføringen undersøges for parasitter, og røntgen og ultralyd kan udelukke obstruktioner, tumores, kroniske invagineringer (tarmslyngslignende tilstand) samt forstørret prostata som årsag. Når andre årsager til de kliniske tegn er udelukket kan histologisk (mikroskopi) undersøgelse af biopsier udtaget ved hjælp af endoskopi bekræfte diagnosen. Der bør udtages et minimum af 10 endoskopiske biopsier fra tarmens slimhinde til histologisk undersøgelse og til test for E. coli invasion. Foruden biopsier til histologi og E. coli analyse, bør der ligeledes udtages 2-3 biopsier som efterfølgende kan benyttes til resistensundersøgelse af de E. coli bakterier som måtte findes i tarmens slimhinde.

Behandling

Behandlingen af GC har tidligere bestået i en kombination af kostændring, steroider og forskellige antibiotikum. Dette uden nævneværdig effekt. Efter opdagelsen af E.coli som årsag til de kliniske symptomer der ses ved GC, er behandlings succesen idag tæt forbundet med en effektiv udryddelse af disse bakterier hos den syge hund. Behandling med antibiotikummet Enrofloxacin i 6-8 uger har vist sig at være den bedst mulige angrebsvinkel og behandlingsstrategi mod sygdommen.

Desværre viser det sig også, at i op mod 50 % af tilfældene af GC, ses resistens mod Enrofloxacin. Da denne resistens desværre også ofte gælder de fleste andre antibiotika typer som kunne have effekt på GC, hænger udfaldet og prognosen på GC sammen med udviklingen af resistens mod enrofloxacin. Denne resistens udvikling kan hænge sammen med et stigende forbrug af bestemte typer af antibiotika såvel i menneske- som i dyreverdenen.

Resistens

Resistensudvikling er bagsiden af medaljen når vi vælger at benytte antibiotika hvor det ikke er strengt nødvendigt eller man kunne have behandlet anderledes!! Det er også af stor vigtighed, når man ser på brugen af antibiotika, at man ved hvad man behandler for. Dette er GC et godt eksempel på, da der ses en sammenhæng mellem resistens mod Enrofloxacin og tidligere forsøg på behandling af sygdommen. For en god prognose er det altså meget vigtigt at have stillet diagnosen inden behandling iværksættes. Behandlingstiden er længere for GC end for almindelig diarré og da Enrofloxacin heller ikke er uden væsentlige bivirkninger hos unge hunde, vil man ofte være tilbøjelig til at slutte behandling hurtigst muligt. Der kan dog være E. coli i tarmen længe efter at hunden klinisk er ”rask” og så er det resistens udvikles. Faktisk bør behandling ikke afsluttes før der ved biopsi er blevet bekræftet at hunden ikke længere har E. coli i tarmslimhinden.

Ved udvikling af resistens overfor Enrofloxacin kan der opstartes en behandlingsprotokol bestående af en kombination af flere antibiotikatyper, hvorved man opnår en synergieffekt som betyder at stofferne tilsammen supplerer og forhåbentlig overvinder resistensen, altså bakteriernes evne til at modstå antibiotikaen.

Husk på ikke at forvente at se en Zebra når du hører hovslag - en boxer kan sagtens have diarré af andre årsager end GC, så husk at få stillet diagnosen ordentlig!!